Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

Sådan køber du en boliggrund

Når du og familien er klar til at flytte til Brønderslev Kommune er det ganske enkelte at købe en boliggrund. Den vigtigste beslutning I skal træffe er, hvilken grund I vil bygge hjem på. Resten hjælper vi jer med.

Fakta om køb af boliggrund

Når du og din familie har besluttet jer for hjem skal være, så ringer eller skriver I bare en besked til os i Brønderslev Kommune. Husk at fortælle os, hvilken grund I vil kalde hjem og hvem I er. 

Når vi har de oplysninger skriver vi en købsaftale, som I får ud til underskrift. Næste skridt er, at borgmester og kommunaldirektør skriver handlen under. Så skal jeres rådgiver på banen i forhold til at melde skødet ind. Det skriver både I og vi under digitalt og så er I ejere af en platform til et nyt hjem. 

Det er jo ganske let - når først I ved, hvor hjem skal være. 

I langt de fleste tilfælde er en boliggrund udstykket allerede inden den bliver sat til salg. For jer betyder det, at I allerede kender jeres grunds størrelse inden I skriver under på skødet. Det er nemt. 

Når du handler med Brønderslev Kommune kan du være sikker på, at handlen er indgået korrekt i forhold til gældende lovgivning. Ja det lyder lidt tørt, men det sikrer jer som kunder hos os. Det sikre, at vi som gode samarbejdspartnere ved på hvilke grundlag vi har indgået en aftale. Det giver god ro i maven, når I skal bygge nyt hjem. 

Du kan være sikker på, at Lov om kommunernes styrelse § 68, Bekendtgørelse nr. 799 af 21. juni 2014 og Vejledning nr. 60 af 24. juni 2011 er overholdt. Det samme er de salgsvilkår som Brønderslev Kommune. 

 

Oversigt over grunde der er til salg

Nu var det lige det med at vælge ny platform til hjemmet. Det kan du gøre via linket. Her finder du de muligheder vi tilbyder som kommune og du finder de private udbydere, der har registreret sig hos os. 

 

 

 

Generelt om køb af boliggrunde

I de fleste boligområder, er størrelsen på de enkelte grunde fastlagt.

Såfremt køber ikke inden 5 år fra skødets dato har påbegyndt byggeri, eller hvis byggeri ikke er fuldendt inden 6 år fra skødets dato, er køber pligtig at tilbyde Brønderslev Kommune parcellen til samme pris, og på samme vilkår som ved nærværende handel.

En boliggrund skal være bebygget inden 5 år regnet fra overtagelsesdagen.

Såfremt køber ønsker at videresælge parcellen, uden at den er bebygget, er køber pligtig at tilbyde Brønderslev Kommune parcellen til samme pris og på samme vilkår, som ved nærværende handel.
Brønderslev Kommune og køber betaler hver en halvdelen af registreringsafgiften til skødet Brønderslev Kommune og køber betaler egen advokat.
Brønderslev Kommune betaler for tinglysning af servitut.

Brønderslev Kommune betaler udstykningsomkostninger, og køber betaler tilslutningsafgifter.
Reservationen er ensbetydende med, at grunden ikke kan sælges til anden side, uden at du får mulighed for afgive endeligt købstilbud - du får 7 dage til at bestemme dig.

Du kan reserver en grund for en periode på ca. 2 måneder inden købet. Perioden kan gentages.
Vi vil gerne svare på eventuelle spørgsmål, eller hvis du har besluttet dig, sender vi gerne en købsaftale.

Du skal blot henvende dig til vores medarbejder, der arbejder med grundsalg.
Du kan træde tilbage fra (fortryde) en aftale om køb af fast ejendom, hvis Du opfylder de betingelser, der fremgår af dette bilag.

De nærmere regler om fortrydelsesretten findes i kapitel 2 i lov nr. 391 af 14. juli 1995 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v.

1. Generelle betingelser:

1.1 Fortrydelsesfristen
Hvis du vil fortryde dit køb, skal du give sælgeren eller dennes repræsentant, f.eks. en ejendomsformidler, skriftlig underretning herom inden 6 hverdage. 6 dages fristen regnes fra den dag aftalen indgås, uanset om aftalen er betinget af et eller flere forhold. Ved beregning af fristen medregnes ikke lørdage, søndage, helligdage og grundlovsdag.

Hvis aftalen indgås ved, at du accepterer et salgstilbud fra sælgeren, regnes fristen dog fra den dag, hvor du er blevet bekendt med sælgerens tilbud.

Underretningen om, at du vil fortryde købet, skal være kommet frem til sælgeren eller dennes repræsentant f.eks. en ejendomsformidler, inden fristens udløb.

1.2. Betaling af godtgørelse til sælgeren
Hvis du vil fortryde købet, skal du endvidere betale et beløb (godtgørelse) på 1 procent af den aftalte (nominelle) købesum til sælgeren. Dette beløb skal være betalt inden udløbet af 6 dages fristen. Hvis købsaftalen er indgået eller formidlet for sælgeren af en ejendomsformidler, kan denne modtage beløbet på sælgerens vegne.

Du skal dog ikke betale det nævnte beløb, hvis sælgeren har opført ejendommen med salg for øje, eller hvis sælgeren har solgt ejendommen som led i sit hovederhverv.

2. Andre betingelser:

2.1. Hvis du har taget ejendommen i brug
Hvis du har taget ejendommen i brug, f.eks. ved at flytte ind eller lade håndværkere udføre arbejde på ejendommen, skal du inden 6-dages fristens udløb stille ejendommen til sælgerens disposition.

Hvis du har foretaget fysiske indgreb f.eks. håndværksmæssige ændringer, eller andre forandringer på ejendommen, skal du inden 6-dages fristens udløb tilbageføre ejendommen til væsentlig samme stand som før indgrebet eller forandringen.

Hvis du eller andre, der har haft adgang til ejendommen, i din interesse har beskadiget eller forringet ejendommen på anden måde, skal du inden 6 dages fristens udløb udbedre forholdet, medmindre beskadigelsen eller forringelsen er hændelig.

2.2. Hvis købsaftalen er blevet tinglyst
Hvis købsaftalen er blevet tinglyst, skal du inden 6-dages fristens udløb sørge for, at aftalen kan blive aflyst igen.

Hvis du selv har anmeldt skødet til tinglysning, skal du således fremsende begæring til tinglysningskontoret om at få aftalen aflyst. Hvis det er sælgeren, som har sørget for tinglysning af skødet, skal du foretage det fornødne til aflysning af aftalen, f.eks. kvittere skødet til aflysning.

Kontakt

Birgit Olesen
Sekretariatsmedarbejder
Tlf.: 99455402 
Birgit.Olesen@99454545.dk

Bettina Breiner
Sekretariatsmedarbejder
Tlf.: 99455862
Bettina.Breiner@99454545.dk

 

Skriv til os Skriv til os her...


Brønderslev Kommune
Opdateret 11. oktober 2019