Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

Hvad er andre ejendomme

Andre ejendomme er bygninger og grunde, der er til salg uden fast pris og hvor du byder, det du vil give for ejendommen.

Er ejendomme kun bygninger?


Andre ejendomme kan være både med og uden bygninger. En ejendom er en betegnelse for både bygningsløse ejendomme og bygninger, som Brønderslev Kommune har sat til salg.

Bygningsløse ejendomme er det som du kender som grunde.

Hvorfor bliver ejendomme sat til salg?

Ejendomme bliver sat til salg af Brønderslev Kommune når vi ikke længere selv har brug for dem.

Bygninger bliver sat til salg, fordi Brønderslev Kommune ikke længere har brug for bygningen og det tilbud, der var i bygningen. Det kan være bofællesskaber, skoler, børnehaver og lignende, der bliver reetableret andre steder i tidssvarende bygninger eller bliver lukket fordi behovet har ændret sig.

Bygningsløse ejendomme / grunde er næsten altid grunde, som ikke har været udbudt inden for de seneste 12 måneder. Det kan være grunde, hvor bygningen er nedrevet af Brønderslev Kommune i forbindelse med byfornyelsesprojekter eller grunde, som ikke længere er den del af de udviklingsplaner, som Brønderslev Kommune har.

Det kan i særlige tilfælde være større arealer, som kan drives, projektudvikles eller boliggrunde, som vi har købt tilbage efter de regler, der er for tilbagekøb af boliggrunde. Det vil stadig kun være i de tilfælde, hvor udviklingen er løbet fra de oprindelige udviklingsplaner.

Hvis jeg har kik på en kommunal ejendom, kan jeg så købe den?


 

Får du øje på en kommunal bygning eller grund, som du gerne vil købe er du altid velkommen til at kontakte os for at høre nærmere. Er ejendommen ikke til salg, så kan vi altid finde ud af om vi vil sælge den.

Brønderslev Kommune er altid interesseret i en dialog med borgere og virksomheder om de muligheder I ser. Og så vidt muligt hjælpe jer videre i de udvidelsesplaner I har. Om vi vil sælge en bestemt grund eller bygning vil altid bero på en vurdering af de faktiske forhold, sat overfor de udviklingsplaner og tanker, der ligger for en grund eller bygning.

Når du har kik på en kommunal ejendom vil vi altid starte med at høre ind til dit formål med at købe ejendommen. Det er ikke fordi vi er dybt nysgerrig, men fordi vi gerne vil vide, om det du tænker kan være inden for for eksempel de rammer, der er i kommuneplanen eller lokalplanen. Samtidig spørger vi, fordi vi ofte kan finde ud af om, der er miljøforhold, beskyttet natur, fredning med mere, som gør, at vi ikke kan / må sælge. 

Vi spørger, fordi vi gerne vil hjælpe dig bedst muligt videre i dine planer for udvikling, nybyggeri eller lignende.


Hvorfor offentligt udbud - og hvad er det?

Hvis vi vil sælge, så vil grunden eller bygning som oftest blive sat til salg ved offentligt udbud, fordi vi skal sikre, at alle får lige ret til at give bud på en ejendom og, at et salg er i offentlighedens bedste interesse.

Når Brønderslev Kommune sælger en ejendom, skal vi sikre, at alle borgere (det vil sige offentligheden) har lige adgang og kendskab til at ejendommen er til salg.

Udgangspunktet er, at alle ejendomme, som vi sælger kommer i offentligt udbud.

Der er selvfølgelig få undtagelser fra den regel. Undtagelserne dækker primært over handler med regioner, staten eller andre kommuner, samt hvis vi sælger til offentligt støttet byggeri. Derudover kan der være undtagelser som er funderet i størrelsen af ejendommen.

Lovgivningen, bekendtgørelse og vejledning til salg af kommunale faste ejendomme finder du i

Lov om kommunernes styrelse § 68 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendom (nyt vindue)

Bekendtgørelse nr. 799 af 24. juni 2011 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendom (nyt vindue)

Vejledning nr. 60 af 21. juni 2004 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendom (nyt vindue)

Samtidig skal det offentlige udbud være med til at sikre, at vi sælge til markedsprisen og ikke indgår forhåndsaftaler med bestemte købere, men sikre alle lige ret til en ejendom.

Offentligt udbud skal annonceres, så alle har adgang til oplysningerne. I Brønderslev Kommune bruger vi at sætte annoncer i lokalaviserne. Annoncerne henviser til byggegrunde.bronderslev.dk > andre ejendomme, hvor du kan læse det samlede udbudsmateriale for den ejendom, du har interesse i.

Er ejendommene udstykket?

Det bliver det bløde svar "det afhænger af ejendommen". Men det er faktisk også det rigtige svar. Det er klart at på nogle ejendomme for eksempel skoler og børnehaver, der kender vi arealet og ejendommen er udstykket.

Grunde efter nedrivning af tidligere bygninger kender vi som regel også grundstørrelsen på.

Udfordringen bliver på de grunde, som bliver tilbage når udviklingsplaner ændre sig.

Det vil altid fremgå af det enkelte udbud om ejendommen er eller ikke er udstykket.

Hvem betaler hvad?

Køberen af en ejendom og Brønderslev Kommune betaler hver en halvdel af tinglysningsafgifterne i forbindelse med en handel. Det er købers advokat / rådgiver, der sender et eventuelt skøde til tinglysning.

Hvis du har rådgiver på i forbindelse med handlen betaler du selv de udgifter, der er i den forbindelse. Helt som Brønderslev Kommune selv betaler omkostningerne til rådgivere.
Hvis ejendommen er tilsluttet forsyningen (det vil sige vand, el, varme og spildevand) fremgår det af det enkelte udbud. I de tilfælde, hvor der er tilslutninger med følger de naturligvis med i en handel og prisen skal afspejle det forhold. Hvis de ikke er med og køber vil bygge på grunden, så er det købers ansvar at få tilsluttet grunden til de respektive forsyninger. Udgiften hertil er i de tilfælde alene købers.

Det vil som oftest være sådan, at de udgifter, der er forbundet med den matrikulære sag i en handel er købers. Det gælder uanset om handlen bliver gennemført som en arealoverførelse eller ved tinglyst skøde.

Hvordan bliver prisen fastsat?

Vi sætter sjældent ejendomme til salg med en mindste pris, fordi vi er overbeviste om, at den pris du byder er det du reelt vurderer ejendommen er værd. Samtidig er dit bud med til at fastsætte markedsprisen på en ejendom.

Naturligvis har vi forventninger til prisen på en ejendom og kan vurdere markedsprisen ud fra de forhold, der er på en ejendom. Dit bud bliver vurderet i forhold til det som sammenlignelige ejendomme sælger for, ud fra de planforhold, der på en ejendom, hvad du kan og må på en ejendom, beliggenheden og andre lignende faktorer.

Vi fastsætter prisen ud fra en vurdering af den enkelte ejendoms muligheder. Det vil sige, hvad er ejendommen planlagt til, hvor ligger den, hvad kan og skal den bruges til. Den endelige købspris bliver fastsat af Økonomiudvalget i Brønderslev Kommune, der behandler de bud der kommer ind.

Hvordan køber jeg?

Hvis du vil købe en af de ejendomme, der er til salg under andre ejendomme, kan du under hver enkelte ejendom læse, hvordan du sender dit bud til os. Vi opfordrer altid til, at du læser hele udbudsmaterialet for den enkelte ejendom igennem inden du giver et bud. Det gør vi for at sikre, at du ved nøjagtigt, hvad du giver bud på, om der er mindste pris på og hvordan du sender dit bud ind.

Vi modtager kun bud på mail. Dit bud er i en fast pris og eksklusiv moms i de tilfælde, hvor der bliver beregnet moms af prisen efterfølgende. Du kan læse mere i de enkelte udbud om, der bliver beregnet moms af prisen eller ej.

Når et bud er kommet ind bliver det sendt til Økonomiudvalget, der bestemmer om dit bud er højt nok til at vi vil sælge til den pris. Dit bud vil altid blive behandlet som et lukket punkt på dagsordenen, hvilket betyder, at ingen oplysninger om, hvem der har budt på en grund, til hvad formål eller hvilken pris bliver offentliggjort.

Dit bud er fortroligt indtil handlen er endelig - det betyder, at ingen får kendskab til dit buds størrelse eller at du har budt, før end en handlen er tinglyst. Dine oplysninger bliver med andre ord ikke delt med offentligheden.

Hvis Økonomiudvalget er enige i dit bud vil du få tilbudt at købe grunden til den pris du har budt. Dit bud står som udgangspunkt ved magt i 6 måneder fra den dag du sender det ind.

Vi giver dig besked om Økonomiudvalgets beslutning så hurtigt som muligt. Her efter vil vi skrive en købsaftale til dig, som du skriver under.

Er Økonomiudvalget ikke tilfredse med det bud du har givet kan de vælge enten, at du får direkte afslag eller at vi går i forhandling med dig om prisen. Den afgørelse er alene op til udvalget at træffe.

Uanset vil du efter en politisk afgørelse bliver kontakte af Brønderslev Kommune med Økonomiudvalgets beslutning.

Hvor kan jeg få mere at vide?

 

Du er altid velkommen til at kontakte Brønderslev Kommune, hvis du har spørgsmål til kommunale ejendomme og salg af disse, udover det du kan læse på siden. Du finder vores kontaktoplysninger i højre side. 

Overordnede spørgsmål vedrørende udstykninger og matrikulære sager kan vi svare på. Hvis du har detaljespørgsmål til matrikulære sager i forbindelse med udstykningen af en kommunal grund, foreslår vi, at du kontakter en autoriseret landinspektør. 

Er dit spørgsmål i forhold til prisen på forsyninger, det vil sige vand, spildevand, el og varme, så foreslår vi, at du kontakter de private værker, der har ansvaret for den ejendom du ønsker at købe. De kan give dig det mest korrekte svar. 

Den rådgivning du får ved landinspektøren og forsyningsselskaberne er på din egen regning. 

Kontakt

Birgit Olesen
Sekretariatsmedarbejder
Tlf.: 99455402 
Birgit.Olesen@99454545.dk

Bettina Breiner
Sekretariatsmedarbejder
Tlf.: 99455862
Bettina.Breiner@99454545.dk

 

Skriv til os Skriv til os her...


Opdateret 26. juli 2019